Klokkefestival 2015

I dagene 10. - 12 september 2015 arrangerede NSCK Klokkefestival på Ærø. Det blev til nogle begivenhedsrige dage med undervisning, klokkespilskoncerter og foredrag. Festivalen blev åbnet torsdag aften i Marstal kirke, hvor det transportable klokkespil midlertidigt gjorde ophold. Her lød det i samspil med orgel og kor, idet Lars Sømod, København sad på orgelbænken, Peter Langberg, Løgumkloster ved klokkespillet og Marstal Kirkes organist, Karsten Hermansen stod i spidsen for Ærøkoret. En del af de øvrige koncerter foregik på Løgumkloster Kirkemusikskoles transportable klokkespil, der her ses ved Marstal kirke, men også tårnklokkespillet i Marstal kirke blev flittigt benyttet. Tre af øens plejehjem blev besøgt, så også de ældre, der ofte ikke kan bevæge sig op i et kirketårn, fik en mulighed for at se og høre et klokkespil tå tæt hold. Også eleverne på Marstal skole fik at se, hvad et klokkespil er for noget, idet der stod klokkespil på skoleskemaet for timerne over middag fredag. Lørdag formiddag var der koncert ved Søby Brugs og over middag fandt NSCK's generalforsamling sted. Her havde sognepræst Regnar Nielsen, Marstal venligst stillet Præstegården til rådighed. Det blev på alle måder til nogle fine dage med fokus på klokkerne ikke mindst takket være stor opbakning fra et talstærkt publikum.