Lidt om ringeskikke i Danmark
Da det store kirkebyggeri i 1100- og 1200-tallet satte ind i Danmark, tog kirken klokken til sig, sikkert fordi det var det instrument, der på den tid, kunne frembringe den kraftigste lyd og derfor var velegnet til at holde kontakt med menigheden. Til at begynde med havde kirkerne kun én klokke, men i løbet af 1300-tallet blev det almindeligt med flere klokker. Det er f.eks. kendt at Ødum og Todbjerg kirker i Midtjylland havde hver hele 5.
Klokkerne blev anvendt såvel i kirkelig som i verdslig sammenhæng, og det er kendt, at der var et helt system af forskellige ringesignaler, der kundgjorde for beboerne, når man skulle samles for at få en vigtig nyhed, eller når der var brand eller ufred. Kendt er det også, at der i høsttiden blev ringet med sankeklokken. Så måtte enhver gå ud på markerne og samle tiloversblevne aks.
Klokkerne vigtigste funktion var at ringe til tidebønnerne, hvoraf der oftest var 7. Den første – matutinen - fandt sted tidligt om morgenen og den sidste – completorium – afsluttede dagen sent på aftenen. Ringningerne var tegn til, at man skulle samle sig i bøn. Vi regner almindeligvis med, at vores morgen og aftenringning er en rest af disse tidebønsringninger, og at det kun er i folketroen, at det har noget med solen at gøre.
I middelalderen havde klokkerne stor magisk kraft. De var hellige indviede instrumenter. Man ringede med dem for at fordrive det onde, og såmænd også for at drive tordenvejret på flugt. Afskrab fra klokkerne eller det fedt, som klokkebommen glider i blev anvendt som helbredende medicin, og naturligvis var virkningen størst, dersom der var iblandet urter fra galgebakken hentet ved midnatstide.
Ikke nok med, at der var klokker i kirketårnet eller klokkestabelen, havde man også små klokker inde i selve kirken. Det var de såkaldte korklokker, der blev anvendt i den daværende messe, akkurat som katolikkerne i dag bruger, når forvandlingen af brød og vin til Corpus Kristi finder sted. Frem til reformationen var klokkerne forbundet med stor magisk kraft. Ofte var de gennem en hellig handling indviet til Jomfru Maria. Man ringede med klokkerne for at fordrive tordenvejr, men også hvis en grav skulle åbnes og der skulle sættes en stopper for en genganger. Man skrabede eller filede i klokkerne og blandede metallet i forskellige medikamenter, og det fedt, som klokkens lejer glider i, blev betragtet som et særligt virksomt middel mod sår og rifter, ikke mindst, hvis der blev iblandet urter fra galgebakken.
At mange af kirkerne i Midt- og Nordjylland i dag kun har én klokke, skyldes en klokkeskat, der blev udskrevet i 1528. Skatten indebar, at kirker, der havde to klokker skulle aflevere den største, og kirker, der havde tre, den største og den mindste. Klokkerne skulle omstøbes til kanoner. Der var nemlig blevet lukket for importen af metal sydfra. Når det blev klokkerne, der kom til at stå for skud, var det først og fremmest på grund af forladekanonen, der var opfundet nogle år tidligere. Støbte man nemlig kanonerne af datidens jernstøbegods, eksploderede de ofte i stedet for at drive kuglen frem, med det resultat, at alle i nærheden blev slået ihjel. Støbte man derimod kanonerne af kobber iblandet tin, holdt de fint. Og det er lige netop det, klokkebronzen består af. I alt blev der beslaglagt omkring 375 tons klokkemalm svarende til 2/3 af landets klokkebestand. Det var i den urolige tid, hvor Chr. II blev afsat og sad fængslet på Sønderborg Slot.
Kirkeordinansen af 1539
Fra 1539 stammer den såkaldte kirkeordinans, hvor også klokkernes brug er nævnt. Vi er i tiden lige efter reformationen, hvor klokkernes hidtidige status af hellige indviede instrumenter var under voldsom kritik af reformatorerne. Klokkernes brug i vore dage kan i alt væsentligt føres tilbage hertil.
Kirkeordinansen indebar en voldsom begrænsning af klokkernes hidtidige brug. Bl.a. forsvandt tidebønsringningerne. Foruden morgen og aftenringning ringer klokkerne i vore dage forud for søndagens gudstjenester. Hver ringning afsluttes med 3 X 3 bedeslag. At der ringes 3 gange forud for gudstjenesten er en praktisk foranstaltning, der går tilbage til en tid, hvor folk hverken havde ure på væggen eller om håndleddet. Har kirken to klokker – en stor og en lille – kunne man ligefrem høre, hvor lang tid, der var til gudstjenestens start. Den første ringning 1 time før gudstjenestens begyndelse kunne ske med den lille klokke. Så vidste bonden, at han skulle gøre sig færdig i mark eller stald. Ved den anden ringning med den store klokke skulle han være klar til at gå hjemme fra. Når begge klokker lød, skulle han være fremme og på plads.
Vor tids ringeskikke
Klokkerne ringes som nævnt dagligt morgen og aften. Hvor kirkerne har to klokker udføres ringningerne som regel på den mindste klokke efterfulgt af 3X3 bedeslag på den store. Ringningen bør være mindst 100 slag.
Ringeskikkene i forbindelse med gudstjenesterne praktiseres som nævnt i afsnittet om Kirkeordinansen.
Af særlige ringninger, der mest praktiseres i købstæderne er den særlige ringning aftenen før Store Bededag. Af kirkeordinansen fremgår det, at kirkens største klokke skal ringes én time i forbindelse med aftenringningen. Denne særlige ringning kunne udføres som en dæmpet ringning, hvor knebelen var ombundet med læder. Den var et signal til kroer og værtshuse om at lukke. Samtidig måtte der ikke længere drives handel.
Derudover har klokken en anden vigtig funktion, når der kimes. Kimning defineres som hurtige slag, mens klokken hænger stille. Kimning signalerer glæde, og benyttes på aftenen forud for påske, pinse og Kristi Himmelfart samt mellem ringningerne på helligdagene jul, påske, pinse og Kristi Himmelfart. Derudover kimes der også ofte forud for vielser.
Langsomme slag – den såkaldte klemtning symboliserer sorg. Den anvendes sjældent i vore dage og da kun i forbindelse med royale dødsfald.
I Sønderjylland og enkelte steder på Fyn praktiseres den såkaldte døds- eller sjæleringning. Også denne ringning kan føres tilbage til tiden før reformationen, hvor den skulle lette turen gennem skærsilden. I Løgumkloster f.eks. ringes der ½ time fra 11-11:30 dagen efter et dødsfald.